Tilbage

B12-vitamin – til hvem og hvorfor?

Hvad er B12-vitamin?

B12 er ét af de 8 forskellige B-vitaminer, der findes. Det er, ligesom de andre B-vitaminer – og C-vitamin – et vandopløseligt vitamin. At et vitamin er vandopløseligt betyder normalvist, at det ikke lagres i kroppen lige så længe og på samme måde som de fedtopløselige vitaminer, og derfor har kroppen behov for at få tilført vitaminet dagligt. Man ser også sjældent overdoseringer med de vandopløselige vitaminer, idet kroppen udskiller det, den ikke har behov for, via urinen. B12-vitamin adskiller sig dog fra de andre vandopløselige vitaminer ved, at kroppen rent faktisk har et depot i leveren, hvor der som regel vil være lagret nok B12-vitamin til 1-2 års forbrug.
Det specielle ved B12-vitamin er, at vi i vores kost udelukkende får vitaminet, når vi spiser animalske produkter – især kød, fisk og fjerkræ. B12-vitamin dannes af en bestemt bakterie, specielt i leveren, hos dyr – hvorfor især leverprodukter er en rigtig god kilde til B12-vitamin.
Vitaminet er vigtigt i dannelsen af de røde blodlegemer i kroppen – til denne produktion bruges, ud over B12-vitamin, også folsyre og jern. De røde blodlegemer er ansvarlige for at transportere ilt rundt i kroppen, og transportere CO2 tilbage til lungerne, så det kan blive udåndet. Hvis vi mangler B12, vil kroppen altså få rigtigt svært ved at danne de røde blodlegemer.

Hvordan optages B12-vitamin?

For at kunne optage B12-vitamin fra vores kost, kræver det, at stoffet Intrinsic Factor er til stede. Intrinsic factor er et såkaldt glycoprotein, som bliver dannet i nogle celler, der sidder i mavesækkens slimhinde på den indvendige side. Disse celler kaldes parietalceller, og de danner både Intrinsic Factor, samt sørger for produktionen af mavesyre, som mavesækken skal bruge for at kunne fordøje maden.
Når man spiser mad, som indeholder B12-vitamin, vil de små dele af vitaminet ”parre” sig med små dele af Intrinsic Factor, nede i tolvfingertarmen, som er den første del af tyndtarmen. Dette komplex føres hele vejen igennem tyndtarmen, og optages i den sidste del af tyndtarmen, lige inden overgangen til tyktarmen.
Uden Intrinsic Factor, ville kun 1% af det indtagede B12-vitamin kunne blive optaget i kroppen.

Hvem er i risiko for at komme i mangel af B12-vitamin?

Veganere og vegetarer:
Idet der i føden kun findes B12-vitamin i animalske produkter, er der risiko for, at personer, der lever af vegansk eller vegetarisk kost, med tiden vil komme i en mangeltilstand.
Ældre:
Med alderen stiger risikoen for, at man udvikler tilstanden atrofisk gastritis. Det er en kronisk tilstand, hvor parietalcellerne i maveslimhinden går til grunde, og derfor ikke kan producere Intrinsic Factor.
Småtspisende:
Nogle personer er ikke så gode til at få spist den mængde føde, de har behov for. Dette ses hos nogle ældre mennesker, hvor appetitten måske ikke er så stor; men også hos f.eks. personer med spiseforstyrrelser, eller personer med anden underliggende sygdom.
Personer med inflammatorisk tarmsygdom:
Hvis man har en inflammatorisk tarmsygdom, er tyndtarmen måske ikke i stand til at kunne optage tilstrækkelig næring, hvilket derved kan give mangel på B12-vitamin. Nogle personer med inflammatorisk tarmsygdom har tillige måske fået fjernet en del af tarmen, fordi den var for syg. Nogle gange går det også ud over den nederste del af tyndtarmen, hvor netop B12-vitaminet optages.
Personer, der er i behandling med mavesyrenedsættende midler:
Især lægemidler, der hører under gruppen protonpumpehæmmere, kan ved længere tids anvendelse give risiko for mangel på B12-vitamin. Protonpumpehæmmere nedsætter produktionen af mavesyre kraftigt i parietalcellerne, men nedsætter samtidig også produktionen af Intrinsic Factor, som foregår samme sted. Er man i langtidsbehandling med protonpumpehæmmere, bør man derfor være opmærksom på mangelsymptomer.


Hvad er symptomerne på B12-mangel?

I starten vil manglen være symptomfattig, og minde meget om de symptomer, man ser, hvis kroppen mangler jern – træthed, svimmelhed, hjertebanken, åndenød og hovedpine.  På sigt vil manglen føre til den mere alvorlige tilstand kaldet perniciøs anæmi, eller på dansk – for lav blodprocent. Er man først ”ramt” af denne tilstand, kan det hurtigt blive en ond spiral, idet tilstanden også forårsager, at kroppen begynder at danne antistoffer mod Intrinsic Factor – dvs. gøre sådan, at Intrinsic Factor ikke virker, og dermed får kroppen endnu sværere ved at optage nyt B12, som ellers ville kunne afhjælpe tilstanden. Symptomerne på perniciøs anæmi er mange; herunder glossitis (betændelsestilstand på tungen), nedsat følelse i fødderne, vedvarende sår i mundvigene og problemer med hukommelsen, som let kan blive forvekslet med demens. I allerværste fald kan meget svær perniciøs anæmi føre til hjertekramper.
Hvor meget B12-vitamin skal man have om dagen?
Referenceindtaget ligger på 2,5 mikrogram pr. dag, samt 6 mikrogram til folk, der er i mangel. Disse tal gælder dog kun for folk, der har en normal optagelse af B12-vitamin.
Hvordan behandles B12-mangel?
Personer, der lider af perniciøs anæmi, eller personer, som har fået fjernet den nederste del af tyndtarmen, bliver ofte sat i gang med injektionsbehandling. Her kommer man til lægen en gang hver tredje måned og får en indsprøjtning med B12-vitamin. Ved en indsprøjtning er B12-vitaminet ikke afhængigt af en optagelse igennem tarmen. Nogle bliver også sat i gang med receptpligtig B12-vitamin i tabletform, hvor tabletterne indeholder en dosering på 1000 mikrogram. Det er en kæmpe dosis, når vi ser på, hvor lille referenceindtaget er i forhold til.  Den høje dosering skyldes formentligt, at man tager højde for, at en stor gruppe har vanskeligheder med optagelsen af vitaminet. Desuden er der ikke noget der tyder på, at man kan overdosere vitaminet.
Endelig findes en række præparater i håndkøb, som indeholder B12-vitamin i forskellige mængder, helt fra en styrke på 9 mikrogram og op til 1000 mikrogram. I de senere år er nogle fabrikanter også begyndt at producere vitaminet i både mundspray (Methyl B12 vitamin spray) og sugetabletter (Apotekets B12-vitamin 1000 mikrogram) (Solaray B12-vitamin og folsyre). Ved brug af mundspray og sugetabletter optages B12-vitamin i mundhulen, og optagelsen er derfor ikke afhængig af Intrinsic Factor. ​​​​​​​

DinApoteker.dk Januar 2022
chat

Chat med en apoteker

Du chatter med en farmaceut eller en farmakonom, for at sikre du får god vejledning

Velkommen til dinApoteker.dk's chat

Vi kan svare på spørgsmål til sundhed, sygdom og dinApoteker.dk's produkter. Vi kan også henvise til de lokale apoteker, der bruger dinApoteker.dk.

Samtykkeerklæring

Du kan i øvrigt læse om behandlingen af dine personoplysninger i vores handelsbetingelser.